Om Lene El Ouazzani Koefoed

International psykolog, sexologisk coach og traumeterapeut

Jeg er uddannet psykolog, Cand. Psych. fra Aarhus Universitet i 1998 og har således over 20 års erfaring som praktiserende psykolog.

Jeg har gennem både min uddannelse og karriere interesseret mig for den menneskelige seksualitet, og dennes indflydelse på vores liv, velvære og lidelse.

De seneste 6 år har jeg primært arbejdet med at hjælpe unge og voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb af forskellig karakter. Jeg har også arbejdet med mennesker, som oplever seksuelle udfordringer med baggrund i psykiske problemstillinger.

Somatic Experiencing Practitioner

Jeg blev i 2014 uddannet Somatic Experiencing Practitioner, en traumefokuseret uddannelse der inddrager kropslige reaktioner og forløsninger i behandlingen. At begynde at inddrage kroppen i mit behandlingsarbejde var et stort vendepunkt for mig. Hvor jeg tidligere var meget fokuseret i tænkning og analyser, åbnede der sig pludselig en helt ny kilde til informationer om den enkelte, forståelse af problemstillinger og heling af især traumer og svære følelsestilstande. Ved at inddrage kroppen, åbnes der ofte op for en langt bedre integration af de ting vi tumler med. Min oplevelse er, at behandlingen ofte føles mere hel, fordi både tanker, følelser og kropslige reaktioner inddrages.

Erotic Blueprint Coach

I 2017 blev jeg uddannet Erotic Blueprint Coach. Erotic Blueprints™ er en model til forståelse af forskellige personlighedstyper på det seksuelle område. Ved at lære sin egen seksuelle personlighed bedre at kende, får man mulighed for et langt mere tilfredsstillende seksuelt liv. Det skaber mulighed for en bedre forståelse af en selv og ens partner, og i de tilfælde hvor man er forskellige, hvilket ofte er tilfældet, giver det et udgangspunkt for på en sjov og legende måde, at lære den anden at kende, tilfredsstille hinanden bedre og udvide sin seksualitet.

Jeg tilbyder

Jeg tilbyder individuelle samtaler i Præstø eller centralt i København. Jeg tilbyder også onlineterapi.

For dig der ønsker at arbejde mere i dybden med din seksualitet tilbyder jeg Erotic Blueprint forløb, som er bygget op omkring otte onlinemoduler. Læs mere under Erotic Blueprint.

Jeg betragter mig selv som LGBTQI+ venlig og arbejder med mennesker uanset seksuel orientering.

Som psykolog tager jeg udgangspunkt i dig og din situation. Hvert menneske er unikt, og vejen til din heling og udvikling finder vi sammen med hjælp fra accept, medfølelse og anerkendelse.

Kontakt mig idag og få en aftale.

>